Selv foreslåes det, at man skal lade kærlighed være en slags fællesnævner for forståelsen af kapitel 17. Og her tænkes der på den kærlighed, der ikke søger sit eget; kærligheden der tåler alt, tror alt, udholder alt og aldrig hører op. Den søger ikke sit eget.
Kærligheden skaber fællesskab. Fællesskab mellem forskellige mennesker. Og forskellige er vi. Hvert enkelt menneske er en unik konstruktion af uendeligt mange muligheder, givet med vores genetiske arvemasse og sociale sammenhæng. Når vi kan have glæde af hinanden skyldes det åbenhed, tillid, spontanitet og interesse. Alt det som kan samles i ordet solidaritet og kærlighed. Det er dejligt at møde det andet menneske og blive betaget for så senere at opdage at dette dejlige menneske nærer de samme følelser, gensidigt. Det er berusende dejligt. Men det er modsat bittert og krænkende, når disse gensidige følelser ikke er tidsløse. – Når vi ikke bliver genelsket med den kærlighed, vi troede os elsket med. – forventede os elsket med.
Mon ikke de fleste kender det. Kender til at blive såret. Kender til at blive overset, kender til at blive forbigået. – Derfor får vi lyst til at sikre os, til at eje hinanden og begrænse hinanden til det, jeg kan rumme. Og derved havner vi i noget, der ligner den kærlighed, der søger sig eget. Og i den kærlighed er der ikke megen fællesskab og forsoning. Den koncentrer sig om sig selv og sætter grænse til omverdenen.
Måske kunne det være en god idé i en stille stund spørge sig selv om den overhovedet findes, den kærlighed som ikke søger sit eget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar