Der er sket det helt fantastiske i mit liv, at jeg skal være mor.
Men lige da jeg opdagede at jeg var gravid, var det hele måske ikke så fantastisk.
Jeg har enlig altid spurgt min kæreste om vi ikke skulle have børn men enlig måske kun for at høre hans svar, for jeg har aldrig selv lagt mere i mine tanker og mine spørgmål om børn.
I maj blev jeg opereret og fik fjernet det meste af min æggestok, det gav selvfølgelig stof til eftertanke da det jo kunne medføre komplikationer når jeg engang skulle have børn.
I forbindelse med denne operation skulle jeg stoppe med at bruge p-piller, men min kæreste og jeg følte ikke at det gav andledning til at bruge anden form for beskyttelse.
Da min menstruation udblev i juli måned jokede jeg først lidt med det overfor min familie og kæreste det kunne jo være jeg havde regnet forkert i forhold til hvornår den enlig skulle komme.
Jeg tænkte også at jeg jo kun lige var blevet opereret, lige havde afsluttet eksamen, startet ny
arbejde, stod midt i flytning og havde næsten ikke set min kæreste samt havde vi overnattened gæster det meste af tiden så det kunne ikke passe.
Men da jeg så tog tesen og den med det samme stirrede på mig med to meget røde streger, ramte det mig som et tog i lynfart. Jeg stod der, helt selv, lagt væk fra hele min familie og begyndt at græde.
Det var der identitetskrisen ramte mig med fuld fart.
Der fløj 1000 tanker igennem mit hoved, at jeg som 24 årig skulle være mor, at jeg skulle have et barn som jeg skal tænke på resten af mit liv, en der på et tidspunkt vil sige at han eller hun hader mig overalt på jorden, at jeg jo ikke bare kan gøre hvad jeg har lyst til mere, tage i byen når det passer mig, tage på rejser når det passer mig og det værste syntes jeg at jeg lige var flyttet væk fra hele min familie.Det pinte mig at jeg havde disse tanker og ikke bare blev ramt af lykke og glæde med det samme.
Selvfølgelig blev jeg også mega glad, og det kunne ikke være mere naturligt, at min kæreste og jeg skal have et barn sammen, vi har været sammen i 6 år og gennemgået en kæmpe udvikling sammen.
Jeg er nu ved at acceptere at de usikre tanker kommer engang imellem, i stedet for at give mig selv dårlig samvittighed over at jeg har disse tanker acceptere jeg dem og prøver at vende dem til positive tanker. Samtidig har det været godt at tale åbent om at jeg oplever disse tanker.
Det var som om at de negative tanker og positive tanker kæmpede om pladsen i mit hoved, men der er ingen tvivl om at det er de positive tanker der vinder.
Så mit råd er at vær åben omkring dine følelser, så bliver tankerne ofte et mindre problem.
Hav en dejlig dag kh Line <3
